torsdag, februar 15, 2007
Første danske film om terror
Han har netop forladt en kælder, iført langt skæg og nationaldragt. Om 24 timer skal han sprænge en terrorbombe på Københavns Hovedbanegård i myldretiden.
Politiets efterforskning vil hurtigt pege direkte på en ung, dansk, langskægget muslim, der bærer Koranen på sig, når alt forvandles til blod og kaos.
Den 30-årige afghanskfødte filminstruktør Manyar Parwani planlægger den første film om et terrorangreb i Danmark. Men alt er ikke, som vi måske forestiller os.
Politisk pres
Kortfilmen stiller nemlig spørgsmålstegn ved, hvem der er ekstremister, helte eller bare helt almindelige mennesker under stort pres.
»Filmen vil være kontroversiel, fordi den ikke bare fortæller den forventede karikatur-historie om en ekstremist, der hader Vesten, men derimod om en ganske almindelig ung dansk muslims sidste dag på jorden. En mand, som først tør forelske sig i en kvinde, da PET truer med at likvidere hans familie, hvis ikke han anbringer en taske med timer på Hovedbanegården,« siger Manyar Parwani.
Instruktøren er ikke i tvivl om, at mange vil opfatte det som virkelighedsfjernt, at efterretningstjenesten skulle stå bag terror, men det er netop pointen, forklarer han.
»Det kan lyde hårdt, men jeg føler virkelig, at det ville gavne Anders Fogh, hvis der fandt et terrorangreb sted i Danmark i morgen. Det vil styrke ham politisk, ikke mindst i forholdet til USA og vores ulovlige krig i Irak - en krig, der er med til at skabe terrorister blandt mennesker, som har mistet alt: tro, håb og lykke,« siger Manyar Parwani.
Terrorister i jakkesæt
Med filmen vil instruktøren tegne et billede af en verden, der ikke er så sort og hvid, som han mener, at statsministeren og USA's præsident gerne vil fremstille den.
»De har så nemt ved at udpege bestemte muslimer som terrorister, men de værste er i virkeligheden Vestens mænd i fine jakkesæt, der tusindvis kilometer væk trykker på røde knapper og sender missiler mod et andet land, mens de taler om at levere demokrati og frihed. Jeg har faktisk mere sympati for den 15-årige dreng, der de tager en bombe på sin krop. Han gør det nemlig af ren afmagt. Vi, med vores flotte danske værdier, burde kunne handle anderledes, men mennesker som Anders Fogh er godt i gang med at ødelægge det hele, hvis vi ikke snart vågner op,« siger Manyar Parwani.
Alt eller intet
Instruktøren arbejder i øjeblikket på manuskriptet til filmen, som formentlig får premiere til næste år.
»Jeg vil satse alt, hente alle de folk ind, der virkelig brænder for at lave film. Enten bliver det noget lort, eller også bliver det en helt fantastisk film«, siger Manyar Parwani.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar