破罐子破摔？？

丹麦的习惯是从12月1日开始到12月24日圣诞节之前每天给小孩子一个小礼物，放在大袜子或者麻袋里，说是圣诞老人给的礼物。小家伙这个星期来我们这里，也享受了这种待遇。前天晚上我放了一个木头做的中国小人坐跷跷板的玩具，不过他在昨天感兴趣了几分钟后就开始显示出他的“小暴力”本性，把小人往地毯上抛。我和妻子决定，为了表示对他这种行为的惩罚，晚上不再他的袜子里放礼物，说这是因为圣诞老人觉得他不珍惜礼物对他的处罚。

前两天因为说他独自睡觉圣诞老人会送礼物来，他连着两天要求睡自己的房间。到了就寝时间，他说不睡自己房间了，要和我们一起睡觉。妻子问他怎么又变卦了。他的回答简直让我们哭笑不得。

“反正我已经摔坏了他昨天的礼物，他已经不来了！”

我倒！这是什么逻辑？破罐子破摔？？我们可是属于典型的搬起石头砸自己的脚。小家伙的思维够可以的，这样还能牵连出睡觉的关系。

因为我独自睡觉了，所以圣诞老人给我礼物，现在我摔坏了他的礼物，他生气了，不送礼物给我了，那我为什么还要独自睡觉？？

《SOHO小报》的惊喜和失望

这是我三个星期前收到的最新一期的《SOHO小报》。 其实一个多月前我只是抱着试式看的心态在小报的网站上填写了丹麦的地址，毕竟这是一份免费赠送的小报。不过在一天下班回家开门后，地上摆着的这本来自中国 的免费中文杂志还是给我一个惊喜。在中文杂志几乎零资源的情况下，这不啻于雪中送炭。当然很多人说现在网络的中文资源这么丰富，还犯得着去等这么一本杂志 来看。可是对于习惯了翻着书页闻着新鲜墨香得我来说，这种落后陈腐的阅读习惯还是一直无法在阅读新时代里根除。

SOHO小报是SOHO潘 石屹的附属文化产品，所以对于这期几乎占了杂志98%资源的关于“长城公社“的宣传文章，我也就不足为奇，想来也是，人家可是寄到丹麦来了，免费的。天下 有了免费的宴席，总该不至于不让人家做做广告吧。何况我老婆也是搞建筑设计的，刚好给她看看。只是张抗抗的文章暧昧得够可以的，足以让我恶心一番。谈古论 今旁征博引就是为了把广告宣传的味道做足，我倒。这篇文章刚好可以和张闳的文章对照起来看。“作家开始在文化市场上自由出卖劳动力，由寄生虫转变为合法的 劳动者。”劳动者靠手艺赚钱生活，我拿别人的钱帮别人写文章，那是自然的劳动成果。“文学已死！”，据说这是来自文学内部的哀叹。看了最近中国文坛上脱衣 秀的丑态，求爱信的幼稚，口水战的泛滥，就算文学真的死了，对于旁观者而言，那未免不是一件幸事，至少耳根清静了不少。

小报里有个关于新 书介绍的栏目“非畅销”，那是我感兴趣的。可是短短的两页内容竟然让人看得莫名其妙。先是上海季风书园总经理严搏非推荐的《一个自由而负责的新闻界》的照 片下面继续放着《穷人的银行家》的书名。而后是贵州西西弗书店董事长薛野推荐文章和文章题目以及书名完全风马牛不相及。文章开篇写道：

“自1971年到1985年，余英时先生用十几年的时间，再三再四考证方以智（字密之）晚年形迹和死因，力排众说，得出密之死于江西境内的惶恐滩，是自裁而非其它。全书25字（原文如此），并附数万字极重要的原始资料。其行文常给人以悲愤之感，然心迹亦昭昭然也。“

可是推荐书是《英国史》，作者是阎照祥，文章题目是《五百年造就的帝国》，何来的余英时和方以智？文章最后的句子是：当此时，我们寻觅先贤遗迹，追忆先贤心曲，或可疗伤。追忆五百年前的大英帝国先贤，疗五百年后中华民族的伤？？

广 告文章的“字字珠玑”和书评介绍的“不堪一题”两相比较，想来SOHO小报的办报宗旨该略见一二了。不过据说这期文章也是所有小报中广告味道最浓的一次， 已经有朋友为我的观点替小报鸣不平了。只是希望我在继续享受小报提供的免费宴席的时候，不再有这种伤及脾胃的消化不良的难受之感了！

Skyggen er væk!!

Det var en aften i september 2003. Månen var rund og klar, og jeg vurderede, at det snart måtte være tiden for kinesisk høstfestival. For et avisbud er den slags aftener med måneskin de bedste. Normalt er der ikke andet, der skinner på de danske veje end lyset fra gadelygterne. Jeg går med aviser i Højbjerg. Der er ikke så mange boligblokke, og de fleste huse er enfamilieshuse. Den nat var vejen helt oplyst af månen. Jeg cyklede af sted præcis klokken tre om morgenen for at hente aviserne, og jeg kunne tydeligt se min skygge mod vejen. Da jeg havde hentet aviserne, kiggede jeg som sædvanlig først på adresselisten, og denne dag var der tilføjet et par nye abonnenter. Jeg beregnede i hovedet, hvor meget mere det ville give mig i løn. Der var en ny abonnent, der stod på en særskilt liste. Jeg kan stadig huske adressen, Jættersvej 1. Abonnentens navn kan jeg ikke huske. Jeg kendte de to veje ved siden af og vidste derfor, at denne vej måtte ligge op ad skoven. Der var kun én abonnent på vejen, og da denne boede i nr. 1, tænkte jeg, at huset måtte ligge tæt på krydset og derfor være nemt at levere aviser til.

Da jeg var på vej for at levere avisen til abonnentens hus på Jættersvej, var klokken blevet halv fem, og det var lige før daggry. Vejret var fint, og mit arbejdstempo var helt i top. Jeg fandt vejskiltet, og hus nr.1 lå ganske rigtigt i krydset, hvor vejen begyndte. Jeg stillede min cykel på vejen, tog en Jyllands-posten og drejede til venstre ind til huset. Et gammelt hus tårnede sig op foran mig i måneskinnet midt i en stor åben have. Det var et typisk dansk hus med en stor åben have, og huset havde i sølvskæret fra månen noget koldt, smukt og majestætisk over sig. Ikke desto mindre kiggede jeg ikke nærmere på huset på det tidspunkt, men skyndte mig hen til postkassen ved døren. Jeg foldede avisen sammen og smed den ind gennem brevsprækken. Da jeg vendte mig om for at gå tilbage til cyklen, opdagede jeg det.

På vej hen til stakittet kom jeg til at kigge ned på jorden og opdagede pludselig, at jeg kun havde en halv skygge. En halv skygge? Månen var bag mig og ifølge min logiske tankegang, så skulle skyggen være hel, da huset bag mig på dette tidspunkt ikke kunne forhindre månelyset i at skinne på mig. Der skulle være en skygge på jorden fra fod til hoved, og den skulle følge hvert skridt jeg tog. Men da jeg stod der ved siden af stakittet, så var min skygge skåret af ved taljen. Jeg gik fremad et par skridt, og så kom skyggen af min underkrop lige så stille tilbage. Jeg befandt mig allerede et godt stykke på den anden side af stakittet, da min skygge blev hel. Skyggen lå igen for mine fødder.

Da jeg syntes, det var helt utroligt, gik jeg tilbage mod stakittet. Det var som om, at der var noget mellem månen og mig. Det var ikke huset, da det lå for langt væk. Haven var så åben, at der heller ikke var noget der, der stod i vejen. Jeg gik langsomt ind på den anden side af stakittet, og skyggen forsvandt lige så stille igen. Jeg stillede mig midt i haven og kiggede på månen. Min skygge var helt forsvundet! Jeg bemærkede, at huset heller ikke havde nogen skygge. Normalt burde husets tag kaste en skygge på jorden, men huset havde ingen skygge! I denne have var der intet, der havde en skygge. Stakittet havde heller ikke nogen skygge! Mit blod frøs straks til is, og jeg fik gåsehud over hele kroppen. Jeg vendte omkring og styrtede ud af haven og hen mod vejkrydset. Da jeg løb ud af haven, kom min skygge frem igen. I måneskinnet løb min skygge også væk, og det så nærmest ud som om, den også flygtede fra dette sted.

Ved du hvad? Jeg kender kun to situationer, hvor man ikke kan se sin skygge. Den ene er, når man ligger på operationsbordet, og den anden er, når man er død. Man ser det tit i film, men jeg havde alligevel aldrig forestillet mig, at jeg i virkeligheden i skæret fra månen skulle opleve, at jeg ikke havde nogen skygge. Jeg så, at da jeg gik ind i haven, så forsvandt min skygge lige så langsomt, og til sidst var der kun skyggen af mit hoved tilbage, og et par meter længere fremme var der slet intet under mine fødder.

Da jeg havde afleveret alle aviserne, ville jeg lige tjekke adressen, men den stod ikke længere på listen. Alligevel kunne jeg tydeligt huske, at jeg virkelig havde afleveret avisen. Desuden manglede der en avis. Da det blev lyst tog jeg hen for at kigge på huset igen, men vejskiltet var væk, og der var intet mystisk ved huset i dagslys. Under alle omstændigheder, så har jeg ikke siden hen afleveret aviser til huset, og hændelsen forsvinder derfor lige så langsomt fra hukommelsen. For at være helt ærlig, så kan jeg alligevel ikke undgå at blive helt skrækslagen, hver gang jeg kører forbi krydset. Jeg cykler, alt hvad jeg kan for at slippe væk. Jeg tør ikke blive der længe.

向南，向南，在向南

一个朋友的博客名字叫做往西，再往西，突然间我觉得自己需要向南了，12月28日，我们需要飞回中国了。这个博客注册好久了，那是在电影博客被关闭之后暂时的栖息地，现在想起来了就再利用了。据说这个在国内已经被解禁。还是喜欢GOOGLE的服务，便利。

丹麦纪行:飞向哥本哈根-

飞机还在云层中继续它的行程，座位前的屏幕上显示出飞机已经出了中国的边境，正在飞向蒙古的乌兰巴托。我不停转换着屏幕上飞机外面的视频镜头，忽而 向前，看到的是湛蓝的天空，忽而向下，山谷草原沙漠河流脉络清楚。机舱外的天气晴朗得舒心。还有九个多小时的航程，可是我无法入睡。为签证的事情焦虑几个 月了，一直到登上飞机才似乎真的安心下来。

想起了出行前两个妹妹的取笑，她们不约而同地问我即将要去遥远的国度看望心爱的人，会有什么不一 样的感受。我说对于遥远的国度没有概念，不过就要见到爱人自然是有激动的。大妹妹说我老了，说怎么没有可能其他感受呢。小妹妹只说这真不可思议。其实一年 多以来不可思议这个词语听了很多次了，而此时此刻，我坐在飞机上，还是在回味这个词语。正如到了丹麦后静问我的：一年前你该不会想到现在身在丹麦吧。我不 会想到，也没有想到的可能。只是人生就是这么神奇，一年后的我，为了一段爱情来到了万里之外的陌生的国家。

丹麦，一个童话的国家。飞机上，我能对它想到什么？我只想到这个时候的她该会在忙些什么，也许是准备启程去火车站要来机场接我了。

不 能睡觉的旅程是难熬的旅程，何况还有足够煎熬人的几个小时。北欧航空的空嫂们频繁地位乘客送各种饮料和食品，刚好让我的嘴巴不至于太过于寂寞。也许是因为 年龄的关系吧，总觉得她们的微笑显得亲和许多。飞机上的餐饮服务非常周到，各种小瓶装的酒和饮料既能满足客人的需要，又不至于让人嗜醉。除了正常的供应之 外，只要乘客需要，还可以随时自己去取。两顿正餐之间的时间，空嫂们端上了用竹篮装的烤面包。静说过，来丹麦要适应吃面包的生活，因为这里的人大多数是把 面包和土豆当作正餐的。记得她上次回国的时候还特地带回一包黑面包和鱼子酱让我尝试一下。面包在西方宗教中一直是赎罪的食品，很多人认为吃了面包就会让自 己在人世间犯下的罪行得以赎罪，可以在死后依旧被上帝接受，进入天堂。宗教和饮食的双重需要造就了西方人的饮食习惯。我该适应的，即使是吃面包，即使是需 要接近这种信仰的力量。

飞机进入了俄罗斯境内，镜头前逐渐被云雾笼罩，飞机稍微有些颠簸。广播里在提示乘客们重新寄好安全带，空嫂们依旧面 带微笑得拿着竹篮，步姿优美地继续没有完成的工作。身边的一个小孩子沉沉睡去，不自觉把头靠在了我的肩膀上。我停止了自己的动作，让他安心地睡觉。机舱里 的空调非常冷，也许是为了营造一种北欧的气氛吧。我用左手把小孩子掉下肩膀的毛毯重新往上拉了一下。他没有丝毫反应。另一边，他的母亲躺在他弟弟的腿上睡 觉。机舱里，沉静了许多。清醒着的人们在看着飞机上提供的电影或者看书。望着镜头里飞机掠过的那片平原，飘忽中我也有了丝丝睡意。在一切运动中的物体上睡 觉一直是我得以及时补充能量的方法，不过今天似乎失效不少。

我还是睡了，一觉醒来，看时间已经过去了两个多小时。我一直数着时间，看屏幕上 提示，我们依旧在俄罗斯上空，不过好像预计到达时间比原定的似乎提前了将近一个小时。我开始耽心静的火车是否如期赶上了。她一直叮嘱我要在飞机上睡觉，尽 管她自己总是很难在移动的物体上睡觉。飞机十几个小时后到达哥本哈根机场是丹麦时间下午六点，需要调整六个小时的时差，不过那只是物理概念上的时差，在我 的生物钟里，我已经适应了一年的丹麦时间了。就像是一年来的错误在今天校准到了正确的时间上。是不是很多事情都是在这个时间得以校准呢，亦或还是继续需要 时间来检验吧？希望能够一切顺利，爱，和爱人，以及和爱人一起的生活。

刚才靠在我肩膀上睡觉的小孩子已经醒了，正在玩着游戏，看我睁开了眼 睛，友好地对我笑了一下。他们的母亲是中国人，不过看他们两个倒是混血儿。我起身，在位置前面的屏幕上转到了游戏的频道，找到了和他打的一样的游戏。我和 他的战斗机在外太空准备和异性展开殊死搏斗了。窗外，天空依旧一片湛蓝。前几轮的较量中我获胜了，可是最后我的战斗机还是比他牺牲得早，在A和B的转换 中，他多了很多新式武器，还有导弹，我却不知道从哪里找到自己的武器库。我停了下来，看他用手指飞快得转换按钮，那个异形母舰最终被他消灭了，他在替他的 胜利高兴，我也是，因为我们曾经是战友。不过之后他就没有兴趣了，因为前面积存的生命到这里也已经是残存唯一了。

他的母亲向我道谢，说刚才 醒来看见他一直睡觉我的肩膀上。我笑着说没有关系。我听出了她的口音，询问了后果然被证实是正确的，她是温州老乡。她说两个小孩子的父亲是二分之一中国血 统，他们的奶奶是温州人，来到芬兰几十年了，她也在芬兰十几年了，在赫尔辛基开酒店，生意不错，这次是带小孩子回温州过暑假，一个月时间，还说小孩子在中 国热得受不了，一直呆在房间里玩电脑游戏不肯出门，还说海棠台风来的时候，让住在24楼商品房的他们吓得够呛。她还说两个小孩子都能听懂普通话和温州话， 还能说一部分，不过不多。只是我听着的时候一直在想着小CHRISTIAN。要看到他了，要接触他了，他会如何看待我这个陌生人呢？小孩子的母亲还一直和 我说在北欧一些温州人的情况，看来温州人闯遍世界确实真如传说中一般啊。

突然之间空嫂们又突然忙碌起来，原来是准备第二道正餐，飞机就会要到了。屏幕上，飞机距离哥本哈根只有一个拇指的三分之一距离了，是在一片海洋上空了。预计到达时间是丹麦时间18点06分，提前差不多40分钟了。

就要到了，就要见到她了，我的心开始准备起落架了。。。。。。